Tørring: 200 gymnasieelever fra Region Midtjylland, heraf ni fra Tørring Gymnasium, har siden januar 2016 deltaget i et læringsfællesskab sammen med andre særligt talentfulde unge gymnasieelever på Akademiet for Talentfulde Unge | Midt.
Efter et intensivt forløb med akademisk tænkning og fordybelse sideløbende med deres almindelige gymnasieundervisning blev eleverne den 10. januar fejret for deres indsats foran 550 gæster.
Arrangementet fandt sted på Viby Gymnasium, hvor de fik overrakt et diplom som bevis på gennemførelsen af det toårige ATU-forløb.
ATU er et unikt toårigt talentforløb for regionens dygtigste gymnasieelever. Her mødes ligesindende i et entusiastisk fagligt fællesskab. Fælles for dem alle er, at de har delt den samme begejstring for det at lære nyt, udfordre sig selv og prøve kræfter med akademisk analyse. For at blive optaget på ATU skal eleverne i første omgang indstilles af rektor på deres gymnasium, hvorefter de skal sende en motiveret ansøgning og et essay om deres syn på videnvidenskab. Kun de dygtigste bliver optaget.