Lokale sportsfolk i alle aldre har hjembragt den ene medalje og pokal efter den anden i årets løb. Forleden blev de hædret af kommunen.
Hedensted: De lokale mesterskabsvindere fra Hedensted Kommune blev forleden hædret ved et arrangement, hvor borgmester Kasper Glyngø (S) og formand for Fritidsudvalget Hans Vacker (V) deltog. Følgende idrætsudøvere blev hædret for de flotte resultater inden for deres felt: Søren Hjerrild Mikkelsen vundet landsmesterskaberne i atletik for Masters (veteraner).
Nicoline Kirstine Hansen danser i en small-group bestående af syv piger og vundet både Jysk mesterskab, Danmarks mesterskab, Europæisk mesterskab og Verdensmesterskab i disco dans. Hans Sækmose har vundet ikke mindre end seks medaljer ved DGI's Landsmesterskaber i atletik. Guld i 80 meter - guld i længdespring, guld i boldkast, guld i spydkast og sølv i kuglestød. Herudover vandt han guld i trekampen. Ved DGI's inde-landsmesterskaber vandt Hans aldersgruppen D15 i spring. Sarah Sækmose blev dansk mester på 300 meter ved i DMU under Dansk Atletikforbund og vandt sølv i 200 meter samt bronzemedalje i 1000 meter medley for firemands-hold. Sara Kjær Andersen blev Dansk Mester i kastemangekamp, samt DGI-landsmester i kuglestød og diskoskast og har fået bronze i hammerkast og sølvmedalje i kuglestød. Ved DGI's inde-landsmesterskaber dvandt Sara kuglestødskonkurrencen i aldersgruppen P17. Agnete Bertelsen vandt ved DGI's indelandsmesterskab længdespring.
Fra cykler til biler
Karen Hvid Christensen, der er medlem af Hedensted Cykelklub, har vundet to nordiske mesterskaber i klassen D50 i såvel enkeltstart som samlet start. Kim Watz deltog i DM i pistol terræn skydning og vandt DM på sekundskydning for hold. Petanqueholdet Judy Andersen, Torben Andersen, Bente Kronborg, Mirim Losic og Janne Losic har for andet år i træk vundet Landsmesterskabet for kvartethold i petanque. Andreas Asbjørn Petersen vandt det danske motorsportsmesterskab i folkerace u18. Ib Kragh vandt sit 5. DIF danmarksmesterskab i Rally. Daniel Lundgaard har vundet Danmarksmesterskab i formel 4.
Svømning bowling og dans
Jesper Vendelbo Bylling Jensen blev igen i år landsmester i 50m rygsvømning til DGI's Landsstævne.
Svømmer Anders Ellehauge Ganderup blev landsmester i 100 m. medley. Freja Thorsgaard vandt guld og blev landsmester i 50 meter bryst, 100 meter bryst og 200 meter bryst. Magnus Rehnquist vandt det danske mesterskab i single bowling for puslinge og sølv i double med sin makker Benjamin Kristensen. Ved Youth Euro Trophy blev han nummer to og har endvidere vundet stævner i Belgien og Holland samt blevet dobbelt jysk mester i både single og double i puslingerækken.
Alexander Pavlov og Mie Udesen har genvandt Danmarksmesterskab i standard dans u/21. Parret har været udtaget til VM i ynglinge i standard dans og skal for tredje år danse VM u/21.