Klummen: I musiktimen i 6. klasse var min lærers yndlingssang "Se, hvilken morgenstund". En vise, som vi, som jeg husker det, blev udsat for i næsten hver eneste musiktime, mens hun lystigt klimprede på sin guitar.

Den sang var næsten ved at kvæle min sangglæde, specielt når vi, mens tæerne krummede i gummistøvlerne, skulle synge: "Nu kommer Ninna ud, nøgen med fugtig hud". Vores musiklærer var åbenbart ikke bevidst om, at den strofe var alt for pinlig for en flok preteenagere at kvæde med på.

Rigtig mange af os har sikkert lignende eksempler på fællessang, som er endt i småpinlig pippen, enten fordi sangen slet ikke passede til målgruppen, fordi den var for svær, eller fordi alle bare var for generte til at synge. Skal der synges fællessang, kan man i hvert fald ofte observere, at halvdelen af forsamlingen står med lukket mund og virker som om, de gerne ville være et andet sted.

Men jeg vil gerne slå et slag for, at vi synger. Også selvom ikke alle er begavet med en formfuldendt sangstemme.

Jeg er ikke musikuddannet, men der sker et eller andet med os, når vi synger sammen. Tag bare en fodboldkamp. Her er folk totalt ligeglade med om fodboldholdets slagsang lyder som noget, der kunne vinde i det finlandske melodigrandprix. Der bliver skrålet for fuld hals på lægterne, og det skaber sammenhold.

Eller når vi om lidt skal til julegudstjeneste og alle, både stor og små, med garanti kan synge med på "Halleluja, halleluja" i "Et barn er født i Bethlehem". Det skaber også stemning og fællesskab.

Vi har på avisen i en del år sunget en sang, som begyndelsen på vores møder. Der bliver sunget både med lyse, tonesikre stemmer og med brummebasser, der kun akkurat rammer tonerne, men det er lige meget. Når man synger, trækker man automatisk vejret ned i maven og får ilt til hjernen. Vi kan grine lidt af sangvalget eller forundres, hvorfor halvdelen af os kender samtlige Shubidua-sange, mens resten er blanke o.s.v.

I følge Videncenter for Sang - ja, det er der noget, der hedder - er sang bedre til at skabe fællesskab end andre aktiviteter. Det modvirker stress, gør os gladere og giver bedre vejrtrækning for de mennesker, der har åndedrætsbesvær, viser en række videnskabelige undersøgelser. Også demensramte kan have glæde af sang, fordi det center i hjernen, der husker sange, er noget af det sidste, der bliver angrebet af demens.

Juletiden er et oplagt tidspunkt at begynde at synge mere, for julemelodierne kender de fleste, og vi kan alle sammen "På loftet sidder nissen...". Gør I det ikke allerede i forvejen, så syng til julefrokosten, en snaps eller en øl gør ikke stemmen dårligere. Syng, mens der bages pebernødder eller koges klejner. Kort sagt: kom bare i gang med at synge.

Og lad være med at tænke, at din sangstemme måske er pinlig. Det kan ikke blive mere pinligt end mine musiktimer i folkeskolen, som trods alt ikke formåede at slå min sangglæde ihjel.