Vonge: I weekenden 8.-9. december inviterer Tinnetgaard for første gang til julemarked.
Tinnetgaard er et specialiseret arbejds-, bo- og uddannelsestilbud for unge med særlige behov fra 17 år og opefter.
Et mål for eleverne er at finde deres egen arbejdsidentitet. Det sker bl.a. igennem hverdagsopgaver på gårdens forskellige værksteder og gennem arrangementer som dette.
De to dage med julemarked vil byde på julehygge i alle afskygninger med alt lige fra vækning af julemanden, juledekorationsværksted, bag selv julekager, til hestevognsture og ponytrækture. Der vil dagen igennem være mulighed for at købe forfriskninger i form af hjemmelavede okse- og flæskestegsburgere, julepandekager samt kolde og varme drikke. Som en særlig udfordring vil det være muligt at få en dukkert i Tinnetgaards vildmarksbade - et med dejligt varmt vand og et med iskoldt vand.
- Kom ud og få et forfriskende julegys, der sætter gang i endorfiner og adrenalin - det kan virke afstressende og give velvære fra top til tå, lyder opfordringen.